Åndsbevidsthed

Når vi taler om åndsbevidsthed, så er det en anden bevidsthed om os selv, end krops-bevidstheden. Vi ved alle, at vi har en krop, men mange tror at kroppen og hjernen, er alt vi er. Dermed går man glip af sin vigtigste realitet. Man stagnerer i den lave bevidsthed og kører i ring liv efter liv efter liv. En krop er noget vi har. Ikke noget vi er. Den erkendelse ændrer alt. Kroppen kan dø. Det kan ånden ikke.

Fokus i verden har været på det målbare og på det der kunne kontrolleres og styres. Det der ikke kan styres er blevet nedtonet og undertrykket i sådan en grad, at de fleste ikke længere ved, hvem de er eller hvorfor de er her.

Derfor ser vi det som vores åndelige pligt, at oplyse om det, som så mange tilsyneladende har glemt. 

Det modsatte af bevidsthed er uvidenhed. Manglende eller lav bevidsthed er det samme som uvidenhed. Man siger, at der ikke findes ondskab, men kun uvidenhed. Det gør det lidt nemmere, at tilgive menneskers grusomme handlinger. Bevidsthed og IQ er ikke det samme. Man kan godt være intelligent med lav bevidsthed. Det betyder i praksis, at man kan analysere, planlægge og udføre handlinger der skader andre, uden at have dårlig samvittighed. 

Jo mere bevidsthed, jo mere samvittighed. Grunden hertil er, at jo højere bevidsthed du har, jo mere har du nærmet dig kilden - kærlighed, Gud. Gudsbevidstheden er den ultimative bevidsthed; den bevidsthed hvorfra alt liv udspringer.

Noget er gået galt i verden. Menneskers bevidsthedsudvikling er haltet bagefter, da fokus har været på IQ, som er en brugbar værdi i verden.

Når man vokser i bevidsthed, bevæger man sig længere og længere væk fra det egoistiske. På rejsen vil man møde sider i sig selv, der vil beholde det egoistiske. Her vil man argumenterer i et væk for, at man fortjener de goder, som egoet så gerne vil beholde. Problemet er, at krop og ego ikke kan se ret langt. Egoet er meget optaget af sin egen storhed, åndelig som fysisk. Den usunde dyrkelse af kroppen vi har set vokse, også blandt helt unge, har fjernet fokus fra det hele menneske. Bevidstheden blev overskygget af fascinationen af intelligens og alle menneskets store kropslige bedrifter. Denne stræben efter at opnå - hvad som helst, har været med til, at udviklingen er gået meget langsom. Konsekvenserne ser vi mere og mere i dag; mig-først-kulturen trives i bedste velgående. Dette er et udtryk for uvidenhed, manglende bevidsthed. Jo mindre bevidsthed, jo mere MIG. Jo mere bevidsthed, jo mere DIG.

Ønsker du dig en mere kærlig verden, så må du selv lære kærligheden - du må være kærligheden. Det fantastisk smukke er, at så snart et menneske vælger, at ville optimeres i kærlighedens navn, så dukker hjælpen frem uventede steder. Det gælder for alle, der påbegynder denne rejse; de første skridt er tunge og med megen modstand og mange undskyldninger. Har man dog forstået nødvendigheden af sin egen udvikling, så overtager den herfra og vejen bliver lettere. Her spiller det selvfølgelig også ind, hvilken karma du har med dig. Du bliver koblet på det niveau, som du nåede til i sidste liv. Det gør at processen kan gå ret hurtigt - eller langsomt.

Vores ønske er, at så mange som muligt, kommer i kontakt med deres højere bevidsthed; Bevidstheden om dig selv som åndsvæsen. Jo højere bevidsthed du har, jo sundere og stærkere bliver du. Der findes mange smutveje til højere bevidsthed, men vi ønsker du skal vokse i bevidsthed, via vilje og selverkendelse. Jo bedre et menneske kender sig selv, jo mere bevidst kan man agere. Et resultat af manglende åndsbevidsthed er, at mange slet ikke tror, at de kan gøre en forskel eller opleve glæde og fred. Denne fejlagtige passivitet er en undertrykkelse, der har foregået gennem generationer. Men DU kan gøre en forskel - en STOR forskel. Alt hvad du gør for dig selv, det gør du for andre. Din bevidsthed påvirker den kollektive bevidsthed, så udviklingen kan gå hurtigere. At læne sig tilbage og sige, at man har det fint nok med sig selv, er passivt. Et menneske skal kendes på sine frugter. Det du er, det gør du. Er din bevidsthed orienteret mod din næste, vil dine tanker og handlinger også være det. Her gælder; man skal elske sin næste, SOM sig selv. Derfor må vi starte med os selv, vores egen bevidsthedsudvikling. Den gode nyhed er, at du har det hele i dig. Du mangler intet. Du ved det bare ikke endnu.